6. jan. Tidens fylde

”Men da tidens fylde kom, udsendte Gud sin søn, født af en kvinde.” Gal. 4, 4

 I tidens fylde blev Kristus født. I flere hundrede år før hans fødsel lød profetierne om, at en kommende Messias skulle fødes ind i vores verden og frelse os fra synd og død. Selvom længslen efter hans komme var stor, måtte mennesker i de mange år pænt vente på hans komme. Gud har en tid, som vi mennesker er underlagt, enten vi kan lide det eller ej.

 Moderne mennesker har gruelig travlt med alt mellem himmel og jord. Alt skal ske i en hast. Men ting tager tid. Det gør en graviditet også. Den varer som bekendt nogenlunde 9 måneder. Større afvigelser her fra fører ofte til forskellige komplikationer for barnet. Selvom forældrene af hjertet gerne vil se deres kommende vidunder, venter de alligevel med udholdenhed på, at tiden er inde til fødslen.

 Om Hanna kan vi læse, at Gud havde tillukket hendes moderliv. Det til trods skete miraklet. Hanna blev gravid og da tiden var inde fødte hun sønnen, Samuel, der som profet i Israel blev til stor glæde og velsignelse.

 Sara og Abraham ventede og ventede i årevis på at få løftets søn, Isak. Ja, da Guds tid nærmede sig, og de fik at vide, at Sara skulle føde en søn, kunne hun næsten ikke tro på, at det kunne ske i hendes høje alder. Heraf kan vi lære, at selvom tiden går, og de ydre omstændigheder ser håbløse ud, er intet umuligt for Gud, og de løfter han giver opfyldes i hans time.

 Knud Mortensen