31. jan. Taknemlighed

I dag skal dagens ord handle om taknemlighed. I Bibelen er der mange opfordringer til at være taknemlige og altid sige tak. Vi kan læse: ”Sig tak under alle forhold; for dette er Guds vilje med jer i Kristus Jesus.” 1. Thess. 5. 18.

 ”Når I nu har taget imod Kristus Jesus, Herren, så lev i ham, rodfæstede i ham, opbyggede i ham, grundfæstede i troen, som I har lært det, overstrømmende i jeres tak.” Kol. 2. 6 – 7.

Utaknemmelighed er en del af verdens ånd og den syndige natur. Som kristne kan vi let fanges ind af denne tidsånd, som vi må stå imod og gøre, som Paulus skriver - nemlig sige Gud tak under alle forhold. Vi må holde op med vores brok snart over det ene og snart over det andet og i stedet være taknemlige, takke og prise Gud for alt, hvad han har gjort og gør for os. Der er nok at sige tak for.

Undersøgelser har vist, at danskerne er et af de mest utaknemlige folk i verden, selvom Danmark på mange måder måske er et af de mest privilegerede lande i verden. Vi lever i et rigt og velfungerende samfund, hvor ingen behøver at lide nød. Hvorfor denne utaknemmelighed? Har det noget at gøre med en afkristning af vort folk?

Biblen siger: ”De kendte Gud, og alligevel ærede og takkede de ham ikke som Gud; men deres tanker endte i tomhed; og de blev formørkede i deres uforstandige hjerte.” Rom. 1. 21.

Forskere har fundet frem til, at taknemlige mennesker er bedre til at håndtere stress, har bedre fordøjelse, bedre sociale relationer og sover bedre end de utaknemlige. Lad os også derfor altid være taknemlige, men ført og fremmest fordi Gud opfordrer os til altid at sige tak.

Knud Mortensen