31. dec. Jeg er Alfa og Omega....

Jeg er alfa og Omega, den første og den sidste, begyndelsen og enden. Johs. Åbenbaring 22: 13.

Det er året sidste dag, Du dvæler måske lidt både ved glæder og skuffelser. Måske viser det sig, at det er mest skuffelser over dig selv. Der var så meget, som kunne have været anderledes. Der var så meget, du forsømte. Muligheden for at hjælpe nødlidende, som du mødte på din vej, kommer aldrig igen. Livet leves kun en gang, du skal aldrig vende tilbage til det stykke vej, som du allerede har gået.

Forude ligger det ukendte. ”Giv mig et lys, så jeg kan vandre sikkert ind i det ukendte,” sagde en mand, og han fik svaret: ”Gå ud i mørket og læg din hånd i Guds hånd. Det vil være bedre for dig end et lys og være mere sikkert end en velkendt vej.”

Hvor er det godt og sikkert, at du må lægge dit liv i Guds hånd. Hvilken hvile og trøst ligger der ikke i disse ord: ”Du tilhører ikke dig selv. Du er jo købt, og prisen er betalt.” 1. kor. 6: 19 ‑ 20. Du er Hans ejendom, Han holder dig i sine stærke arme. Han som er Alfa og Omega, og som har al magt i Himmelen og på jorden, bevarer dig, og Han har større omsorg for dig, end du selv kunne have. Dybere tryghed er det ikke muligt at finde andre steder.

Må Herren så få lov til at være dit Alfa og Omega hver dag i dit liv. Hver dag, hvor Han er den første og den sidste, er en Herrens dag. Og hvert år, hvor Han er begyndelsen og enden, er et nådeår fuldt af velsignelser fra Gud.

Han er din fred og din styrke. Han er din adgang til Himmelen.

Lovet være Hans navn. Ære være Gud i det høje.

Amen

Else Käs