18. marts. Enhed i Kristus.

I Jesu sidste bøn beder han om ”at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være ét i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig.” Johs. 17. 21.

To metaller kan ikke smeltes sammen, før al rust og snavs er fjernet. Således kan vi som kristne ej heller smeltes sammen i åndens enhed, før al ”rust og snavs”, al egenkærlighed, egenvilje, magtbegær og herskesyge er borte. Der skal ydmyghed og broderkærlighed til for i sandhed at blive ét med Guds folk.

Jesus havde et råb i sit hjerte til sin himmelske far om, at Guds folk måtte vokse til den enhed i Faderen og Sønnen, som gør de helliges samfund rigt og stærkt. En levende menighed, hvor der hersker kærlighed og enhed, vil for den vantro verden være et tegn på, at menigheden er af guddommelig oprindelse, at Kristus har gjort sin gerning, og at han lever.

Den guddommelige indbyrdes kærlighed bringer en duft af Guds herlighed, som tiltrækker alle og enhver på samme måde som markens blomster tiltrækker bier og alskens insekter. Man behøver ikke at være kristen for at kunne fornemme forskellen på en forsamling, hvor kærlighed og enhed råder, og så en forsamling, hvor der er kiv og strid. De fleste tiltrækkes af kærligheden.

Lad os derfor træde varsomt og ydmygt, idet vi beder den samme bøn som Kristus bad ”at vi alle må være ét”.

Knud Mortensen