12. feb. Guds evige ord.

I er jo blevet født på ny, ikke ved en naturlig fødsel, men ved en overnaturlig fødsel ved Guds livgivende og evige ord. 1. Pet. 1:23. Hverdags oversættelse. Med tiden opdager man jo, at man ikke er uforgængelig, fordi der viser sig nogle skrøbeligheder. Disse skrøbeligheder dukker som oftest op på de mest ubelejlige tidspunkter, fordi de ikke er under vores kontrol. I år har der været en influenzaepidemi, som beviser, at heller ikke lægerne var forberedt på den. De vidste ikke, hvad det var for en type.

Når man bliver ramt af sådan en sygdom, opdager man, at man ikke er uforgængelig. Så er det en stor glæde, at man kan læse i Guds ord, at man ejer noget uforgængeligt. Guds ord giver os igen og igen en fornyet tro på, at Gud har overblik og kontrol med alle omstændighederne i vore liv. Apostlen Peter kendte nok til mennesker til at fortsætte: ”Ethvert menneske er som græs, dets herlighed kort som en kornblomst. Græsset visner og blomsten falder af, men Herrens ord forbliver til evig tid.”

Vi synes, det er ubehageligt, når der er ting, der er blevet vanskeligere for os. Tænk bare på babyen, der uden besvær kan putte tæerne i munden, der går ikke mange år, før den form for gymnastik er slut.

Det er vigtigt at være i god form rent fysisk, men det vigtigste for os er, at det virkeligt går op for os, at vi er genfødt ved en overnaturlig fødsel: Guds ord.

Denne overnaturlige fødsel er blevet os til del, som Peter siger det: ”Guds livgivende og evige ord.” Jesus sagde også i et af evangelierne ”Mine ord bliver hos jer til evig tid.” Tænk at vi har adgang til noget evigt og guddommeligt ”Guds ord”.

Aron Jensen