1. nov. Den første kærlighed.

”Jeg har det imod dig, at du har svigtet din første kærlighed. Husk derfor på, hvorfra
du er faldet, og omvend dig, og gør de samme gerninger, du først gjorde”. Åb. 2. 4.
5.
Efter mit første møde med Kristus for mange år siden, var jeg villig til at gøre, hvad
som helst Helligånden ledte mig til. Jeg var absolut overbevist om min egen ringhed
og ufuldkommenhed; men dette havde overhovedet ingen betydning for mig mht. at
tjene Gud, idet oplevelsen af Guds accept og kærlighed var absolut og
gennemtrængende.
Freden og glæden i Kristus var vidunderlig og fuldstændig fremmed for mig.
Således husker jeg denne første tid og den første kærlighed i mødet med den
opstandne.
Mit liv havde indtil mødet med Kristus gennem længere tid været et sandt Helvede.
Efter bedste evne forsøgte jeg at gøre det rigtige, men sank blot længere og
længere ned i skidtet, hvilket fyldte mig med indre vrede og oprør – skyld og skam.
Derfor var det komplet ufatteligt for mig, at skaberen af alle ting virkelig elsker vi
mennesker så højt, at han, som skriften siger, har givet sin egen søn den elskede,
for at vi ikke skal fortabes, men have evigt liv, og at det også gjaldt mig. I min
elendighed greb han mig og gjorde alle ting vel, som vi synger.
Mange har som jeg oplevet, hvordan mødet med Kristus satte os fri til at tjene ham.
Det er denne frigørende første kærlighed, han i dag kalder mig og alle, der har sagt
ja til ham, til at vende tilbage til og leve i, så vi atter bliver sat fri og i stand at gøre
de samme gerninger, som udspringer af Kristi kærlighed til os. Amen.
Knud Mortensen