1. april. Jesus opstod fra de døde.

Der var stor forvirring blandt Jesu disciple efter de voldsomme begivenheder i Jerusalem i påsken. Jeg kan godt forstå, at de var forvirrede, for det er jo ikke almindeligt, at nogen opstår, når de først er døde. Luk. 24: 25 – 31. De to mænd, som var på vej til Emmaus, kendte ham heller ikke, selvom de gik og snakkede sammen en kilometer eller to. Fra evangelierne i øvrigt fremgår det klart, at det var svært for disciplene at forstå, at Jesus virkeligt var opstået fra de døde. De krævede beviser med sår efter naglerne i Jesu hænder og fødder. Der måtte også se Jesus spise for at bevise, at han ikke var en ånd.

Det ville også være svært for os, selv om det for os er en historisk kendsgerning.

Hertil kommer også, at det jødiske råd betalte for at få spredt en løgn om, at disciplene havde væltet stenen bort. På trods af alle disse vanskeligheder og løgne, stod Jesus op fra de døde, og mødtes med sine disciple og de kvinder, der havde fulgt ham hele vejen fra Galilæa.

Det er klart, at der var kamp i den åndelige verden, for Jesus var jo steget ned i dødsriget. Her besejrede han døden og opstod til et evigt liv. Jesus skulle ikke dø igen ligesom Lazarus, der nok blev oprejst, efter at han havde været død i fire dage.

Jesus opstod, Hans opstandelse var en frugt af hans egen lydighed og ikke ved at andres mellemkomst. Denne Hans sejer blev proklameret som Guds endelige sejr over alle magter i den åndelige verden. Den sejr har vi også fået del i, da Jesus accepterede og indlemmede os og gav os fuld og hel borgerret i sit rige.

Vi har al mulig grund til at fryde og glæde os over, at Jesus opstod fra de døde, og den kraft og frihed hans opstandelse har givet os del i. Tænk - at også du og jeg er Guds døtre og sønner.

Aron Jensen